Solen i kosmologisk belysning

Mennesket har altid været nysgerrigt vedrørende oprindelsen, indretningen og størrelsen af den verden, som det er født ind i. Dette er naturligvis baggrunden for kosmologien, der er startet som en metafysisk lære om verdensaltet og har udviklet sig til studiet af Universet som helhed, dets struktur og udvikling,

Afstandsbestemmelser er fundamentale i kosmologien, og det er en kendsgerning, at den til enhver tid vindende model af Universet har været bestemt af nøjagtigheden af den måleteknik, som har været tilgængelig. Da Tycho bestemte parallaksen for en komet, blev det fastslået, at kometer er extraterristiske, men da han ikke kunne måle stjerners parallakse, kunne han ikke tilslutte sig en heliocentrisk kosmologi. Med kikkertens ibrugtagen i begyndelsen af 1600-tallet opdagede Galilei såvel Venus’ faser som andre centralbevægelser, nemlig Jupitersystemet – og en ny kosmologi vandt indpas.

Bessel målte i 1838 små årlige positionsændringer for stjernen 61 Cygni, og da oplevede vi den første afstandsbestemmelse til en stjerne baseret på en måling, og nok en kosmologisk milepæl blev sat. Forinden var det ikke lykkedes for Herschel at måle parallakser, men han havde til gengæld held til at fremsætte kosmologiske ideer, blandt andet om Mælkevejens form og Solens placering og bevægelse i den.

Med kikkerten som redskab blev store celeste tåger observeret en masse og med kikkerter af dimensioner som Lord Rosses i Parsonstown blev tågers indre struktur, fx i M51, iagttaget midt i 1800-tallet, men uden at det kunne afgøre striden mellem tilhængere af Laplaces opfattelse af disse tåger som nye solsystemer under dannelse i modsætning til Kants hypotese om tågerne som fjerne galakser. Først med mere udviklede målemetoder og en energisk forskning i begyndelsen af 1900-tallet lykkedes det at få den del af kosmologien, der drejer sig rummets udstrækning og menneskets placering i rummet så nogenlunde på plads. Vi ved nu, at Solen er en stjerne, der sammen med millioner af andre stjerner roterer omkring vor mælkevejs centrum, og at Solen befinder sig ”et pænt stykke” ude i en spiralarm. Vor mælkevej er en blot en blandt et utal af gakser, som er spredt ud over universet, ikke jævnt, men i et kompliceret mønster.

I denne artikel vil jeg fokusere på vor nærmeste stjerne, Solen, og på, hvordan dens plads i kosmos blev fundet i et afsnit af kosmologiens historie fra begyndelsen af 1800-tallet og ca. 100 år frem. Historien er for omfattende til at blive fortalt i detaljer her, så kun udvalgte “episoder” og aktører er medtaget.

Læs hele artiklen i PDF-format

Artiklen fylder 15 sider i A4-format.

Indhold:

  • Indledning
  • Verdensbilleder
    • Mytologiske verdensbilleder
    • Verdensbilleder baseret på matematiske modeller
    • Solens plads i universet
  • Herschels model
    • Stjernetællinger
    • Kosmologiske problemer
    • Tågekataloget
  • Tåger – galakser eller nye solsystemer under dannelse?
    • Parsonstowns Leviathan
    • Dreyers kataloger
    • Fotografiets indtog i astronomien
  • Kapteyns univers
    • Solens placering
    • Andre modeller
    • Absorption af lys
  • Shapleys univers
    • Kuglehobene afslører Solens plads i Mælkevejen
    • Shapleys metode
    • To konkurrerende modeller
  • Den store debat
    • Vesto Slipher
    • Adriaan van Maanen
    • Hvem havde ret?
    • Edwin Hubble
    • Afslutning
  • Kilder